I mange år har jeg fundet glæde ved at udtrykke mig både gennem leret og maleriet. Jeg begyndte at male i 1970, samtidig med at jeg arbejdede i eget keramikværksted. Desværre måtte jeg opgive keramikken på grund af allergi, men kunne heldigvis fortsætte med maleriet.
Jeg arbejdede i oliefarver hos kunstmaler Hans Jørgen Lauenborg også kaldet ”Krølle” og senere i et par år hos Kirsten Høm. Siden har jeg været beriget med flere dygtige læremestre. De seneste år med amerikaneren David Isenberg.
I 2000 tog jeg eksamen i Billedkunst. og i den periode blev jeg grebet af en intens fordybelse i processen med form og farve. Denne fordybelse har varet ved.
I 2006 tog jeg til Frankrig på et meget inspirerende kursus. Her blev jeg præsenteret for akrylmalingens mange egenskaber. At gå fra olie til akryl var noget af en omvæltning, og min første tanke var, at det ikke var noget for mig, men jeg tog fejl. Jeg blev tryllebundet af akrylfarven, og den har siden inspireret mig til at arbejde med forskellige spændende teknikker. Med akrylen arbejder jeg impulsivt med hurtige penselstrøg.
For at finde frem til billedfladens unikke udtryk arbejder jeg konstant eksperimenterende, og de mange overmalinger, giver rum og bevægelig komposition.
Inspirationen henter jeg gennem egne oplevelser fra by og land, mellem lys og mørke, melankoli og glæde. Disse forskellige indtryk afspejles i mine malerier
Mine billeder udtrykker stemninger, som ikke skal forstås eller forklares.
OPLEVELSEN LIGGER UDELUKKENDE HOS BESKUEREN